Projektarbejdsform

Ordet er med vilje skrevet i ubestemt form, da der ikke eksisterer en, men flere forståelser af projektarbejde.  Ifølge en forståelse bør et projektarbejde tage udgangspunkt i et problem, som man gennem praktiske og teoretiske undersøgelser finder en løsning eller et svar på, hvilket fører til en eller anden form for handling. Det er ideelt set denne forståelse, der ligger til grund for projektopgaven i 9.klasse i folkeskolen, og den er bl.a. kendetegnet ved, at udgangspunktet i et problem medfører reel tværfaglighed.

Tidligere i skoleforløbet er det næppe praktisk muligt endsige hensigtsmæssigt at arbejde strengt dogmatisk efter denne form. Kun de færreste yngre elever vil være i stand til at formulere et problem, som deres undersøgelser og læring kan tage udgangspunkt i. Dette kræver selvstændighed,  abstrakt tankegang og evne til at forestillle sig, at ting kan være anderledes. Derudover kræver arbejdsformen en indre drivkraft og motivation, som ikke alle yngre elever vil være i stand til at mobilisere.

En anden form for projektarbejde, som på længere sigt kan udvikles til mere selvstændige arbejdsformer, danner grundlag for dette materiale. Udgangspunktet tages på klassen i det fælles emne, som beskrives og afgrænses gennem brainstorm og /eller mindmap. Rammen er, at klassen vha alle elevers samlede indsats kan undersøge emnet meget grundigt. Under den fælles overskrift finder hver gruppe/elev sit delemne og den interaktive assistent udgør den støttende og hjælpende hånd gennem forløbet, hvor fagligt basisstof inddrages efter behov. Ingen elever efterlades i et angstskabende tomrum, da start og slut er fælles og der er hjælp at hente til de arbejdsprocesser, som de må igennem. Eleverne arbejder altså selvstændigt, men med hjælp, projektets arbejdsprocesser tilegnes og internaliseres, så eleverne næste gang har forudsætninger for at arbejde mere selvstændigt uden at miste overblikket eller modet.