Læringssyn
Traditionelt har undervisning baseret sig på denne model:
I (lærerens) initiativ
R (elevens) respons
F (lærerens) feedback eller follow up
Det vil sige, at læreren stiller et spørgsmål eller en opgave, eleven besvarer denne. og læreren følger op ved at rette, kommentere eller fortsætte med et nyt spørgsmål/opgave. Denne form forudsætter, at der findes et (rigtigt) svar på spørgsmålet, og at læreren er i besiddelse af det. Eleven overtager så at sige lærerens forståelse af sagen, faget (og verden), og lærerens opgave kan bestå i at sikre, at denne overlevering eller påfyldning af viden finder sted ved fx at rose de rigtige svar og/eller skose de forkerte.
I modsætning hertil står fx projektarbejdsformen, som, uanset hvilken form man bekender sig til, bygger på elevens eget initiativ, undersøgelse, reflektion og erkendelse. Ideelt set tager projektet udgangspunkt i et problem, som eleverne gennem deres undersøgelser finder et svar eller en løsning på. Reelt er det ofte en overskrift eller et delemne under et fælles emnearbejde, som udgør projektets start. Bag denne form ligger en formodning om, at viden ikke overføres, men må tilegnes gennem elevens interaktion med omgivelserne. Eleven må selv opbygge sin forståelse og viden.
Dette materiale har sidstnævnte læringssyn som grundlag. Det teoretiske grundlag for materialet hentes bl.a. i Vygotskys definition af "Zonen for nærmeste udvikling", som det eleven netop magter med hjælp fra en voksen eller en dygtigere kammerat. Denne definition udvikles af Mercer og Wegerif til også at omfatte ligestillede kammerater i et udviklende samarbejde. Det er også Mercer og Wegerifs undersøgelser af og teorier om den udforskende samtale som grundlag for samarbejde og læring, der danner baggrund for afsnittet om samarbejde i dette materiale.
Jerome Bruner m.fl. har med udgangspunkt i zonen for nærmeste udvikling, skabt begrebet stilladsering, som udgør en del af grundlaget for de interaktive assistenter, som defineres i Jeppe Bundsgaards ph.d. afhandling.
|